|
 Racebeskrivelse
|
|
|
Berner sennenhund Fra Wikipedia, den frie encyklopædi Berner sennenhund Hjemland Schweiz Berner sennenhund gruppe: 2, Pinschere, Schnauzere, Molosser og Schweizer Sennenhunde sektion: 3, schweizer sennenhunde Højde: han: 64-70 cm tæve: 58-66 cm Vægt: han: 50 kg tæve: 40 kg historisk Berner sennenhund er en stor, trefarvet hund med halvlang, glat eller let krøllet pels. Dens muskuløse krop, kraftige ben og store poter er iøjnefaldende. Forveksles ofte med sankt bernhardshunden, sandsynligvis på grund af hundens type og hovedform. Berner sennenhunden er dog mindre, lettere bygget og altid sort på det meste af kroppen. Indholdsfortegnelse 1 Oprindelse 2 Race 2.1 Afstamning 2.2 Avlsarbejde 3 Temperament 4 Udbredelse 5 Anvendelse 6 Eksterne henvisninger Oprindelse Racen har sin oprindelse i Schweiz i egnen omkring Bern, og er i dag internationalt anerkendt som en schweizisk race. I Schweiz har den traditionelt været gårdhund. Om sommeren har kvæghyrder haft hunden med sig op i fjeldet på sommergræsgangene som selskab og til beskyttelse mod ulve og bjørne. Hunden har været brugt som træk- og lastdyr, når mælkeprodukterne skulle bringes til markedet. Race Der findes fire sennenhundetyper, som alle er schweiziske og alle er trefarvede: sort, rødbrun og hvid. De tre andre er Grosser Schweizer Sennenhund, Appenzeller Sennenhund og Entlebucher Sennenhund. Grosser Schweizer Sennenhund ligner en langbenet, korthåret berner sennenhund. Denne race blev på et tidspunkt udskilt fra berner sennenhunden som en selvstændig race. De to andre sennenhunde er mindre og ligner ikke de to store sennenhunde i type eller temperament; der er næppe tale om et særligt nært slægtskabsforhold. Afstamning Berneren er en molos; denne gruppe af hunde omfatter en række store, tunge hunde som sankt bernhardshunden og newfoundlænderen. Formodentlig er den bragt til Centraleuropa af romerhæren omkring Kristi fødsel; der er dog nok også sket en vis opblanding med en anden stor hundetype, som allerede var kendt i Centraleuropa på den tid. I Berner Mittelland i Schweiz blev den brugt som kvæghund og gårdhund. Man ønskede en stor og vagtsom hund, som kunne holde ulve, bjørne og uønskede personer på afstand af gården. Samtidig ønskede man, at hunden skulle kunne færdes frit på gården blandt de andre dyr, uden at gøre dem fortræd. Og endelig ønskede man, at hunden skulle blive tæt ved gården, uden at det var nødvendigt at lænke den. De karaktertræk, som derved blev fremelsket hos bernerens forfader, genfindes hos racen i dag. Der var tradition for, at man bragte de bedste hanner og tæver i løbetid til kroen i landsbyen Dürrbach. Af den grund blev hundtypen kaldt dürrbächler. I det nittende århundrede, hvor der kom osterier, brugte man hundene til at trække små kærrer til transport af mælken. Ofte var det yngste søns opgave at ledsage hunden, så derfor var det vigtigt, at hunden havde et pålideligt temperament. I fattige områder var det almindeligt, at man havde en dürrbächler, hvis man ikke havde råd til en hest. Derved opstod kælenavnet fattigmandshest. Helt op til anden verdenskrig kender man eksempler på, at hundene har været brugt som trækdyr af det schweiziske hjemmeværn. Avlsarbejde I 1883 blev hundetypen erkendt som en særlig race. Før den tid blev den ofte solgt under falsk varebetegnelse som sankt bernhardshund, som var meget populær på den tid. Først i 1907 fik racen sit nuværende navn. De første år var racen trængt, dels af sankt bernhardshundens store popularitet, dels som følge af hungersnød i Centraleuropa under Første Verdenskrig. Der var problemer med at stabilisere typen, og man havde problemer med hundens temperament. En del af hundene havde læbe-ganespalte, som viste sig som spaltet snude. En fraktion af bernerejere mente, at man skulle udnytte dette til at skabe en hund med et mere barsk udseende. Heldigvis enedes man om, at man ikke ville arbejde med misdannede dyr. I 1948 blev en bernertæve drægtig med en newfoundlænder. Ejerens forklaring var, at nufferen var sprunget over et stakit; det er dog ikke utænkeligt, at krydsningen var planlagt. Afkommet arvede det gode temperament efter faderen. Efterkommerne blev hurtigt stabile i typen, og de regnes som ophav til vore dages bernere. De vigtigste opgaver indenfor avlsarbejdet i dag er at bekæmpe hofteledsdysplasi og kræftformen malign histiocytose. Temperament Rolig og meget glad for kontakt med mennesker. Ikke tilbøjelig til at strejfe; hunden løber nødigt længere væk end den kan se sin herre. Har et svagt udviklet jagtinstinkt og er således næppe egnet som jagthund. Er vagtsom og gør højt, når der kommer fremmede, men udviser sjældent aggressivitet overfor mennesker. Særdeles velegnet som familiehund, da den typisk er kærlig og tolerant overfor børn. Udbredelse Af de fire sennenhunde er berner sennenhunden den mest udbredte i Danmark. Der er antagelig omkring 2000 hunde af racen i landet. Den er kendt i de fleste europæiske lande og i Nordamerika, men har nok sin største udbredelse i Tyskland. Grosser Schweizer Sennenhund har nogen udbredelse i Danmark, mens de to sidste racer er så godt som ukendte her i landet. Anvendelse Af sportslige aktiviteter, som særligt er knyttet til berner sennenhunden, må nævnes vognkørsel. Denne sport er etableret i Sverige, og er også ved at finde vej til Danmark. I Alperne anvendes hunden som lavinehund, hvilket den er særligt velegnet til på grund af stor fysisk styrke, udholdenhed og hårdførhed overfor klimaet. |
| Tilbage til Top |
| (Lånt af DKK´s side) |